Den lille Gårdbutik

Den lille Gårdbutik på Gl. Skovvej.

 

Den lille Gårdbutik drevet af Elsebeth Sass, er en gårdbutik i ordets bedste forstand.
I den gamle gård der i kyndige hænder er vokset fra den Grimme Ælling til en næsten voksen smuk svane, findes et væld af økologiske og giftfrie produkter tillige med inspiration til en sundere (og gladere) livsstil.
Gården var ved overtagelsen i 2010 i en ikke-beboelig stand med gammeldags das og uden moderne bekvemmeligheder. Der er brugt knofedt i større mængder og meget af inventaret fra tiden som landbrug er igen kommet til ære og værdighed i forbindelse med indretningen af Den lille Gårdbutik.
Ikke nok med at det giver et autentisk miljø til forretningen, det giver også et frisk pust af at der er andre måder at gribe tilværelsen an på, end at gøre karriere i store koncerner. Ikke at arbejdet er mindre, nok tværtimod – men glæden vist en del større og nok mere oprigtig.
De vordende flæskestege på stedet bliver tilsyneladende forkælet og virkede næsten uanstændigt veltilpasse – et udmærket billede på den trivsel der mange steder er en mangelvare i vores hektiske tilværelse.
Den lille Gårdbutik
Et hit i forretningen er import af svensk arbejdstøj (vist fortrinsvis til kvindelige have/arbejdsfolk), men af en forbavsende kvalitet trods det feminine design.
Det er skam lavet til at arbejde i, så er ønsket en lidt elegantere fremtoning når man står med nummeren i rabarberne, så er der et fint udvalg i forretningen.
Økologiske og giftfrie produkter til husholdningen er en voksende varegruppe ligesom der er et udvalg af litteratur – ikke mindst børnebøger.
Børnene har en stor plads i Elsebeths hjerte. Som medlem af teatergruppen “Elverfolket” er det da helt naturligt at inddrage en af laderne og lave børneteater for de mindste, med stor succes. Se hvornår der er børneteater og arrangementer her.

At det tillige er en lille oase hvor man ved indtræden straks får bragt skuldrene ned i den højde de burde befinde sig og at Elsebeth helt tydeligt nyder at fortælle og sørge for de besøgendes velbefindende, bringer som en naturlig ting ind at der også arbejdes som coach i firmaet coachsession.dk.

En del af den fremtidige plan er at inddrage yderligere rum til indretning af en café. Det er bestemt ikke svært at forestille sig at det vil blive et velbesøgt sted med en livlig dialog blandt de besøgende.
Den lille Gårdbutik har i skrivende stund kun eksisteret i et år. Hvad der er nået på det år kan kun give en svag forestilling om den fremtidige udvikling med Elsebeth ved roret og en husbond som vist mere end heldigvis, har hænderne sat rigtig på.
Mere om Den lille Gårdbutik og åbningstider på hjemmesiden.

This slideshow requires JavaScript.