Holbæk Havnemarked

Holbæk Havnemarked er kommet for at blive.

Holbæk Havnemarked er et glimrende sted at besøge en lørdag formiddag, hvis man ønsker en god start på weekenden. Der er mulighed for at indkøbe økologiske fødevarer til senere brug, ligesom der er forfriskninger, smagsprøver, friske nyfangede fisk langet over kajen – og ikke mindst en overordentlig hyggelig stemning.
På det efterhånden større bagagerums-marked (kun lørdag kl. 10 – 14 og det koster kun en 50’er) er det muligt at finde alskens kuriositeter, hvilket bestemt også bidrager til den gemytlige stemning.
Underholdning er der skam også, leveret på denne lørdag af den meget ørevenlige duo Lasse Flemming & Allan Sørensen, som passede perfekt til det gode arrangement.
Holbæk Havnemarked er et rigtigt godt initiativ sat iværk af foreningen Sidesporet. Udover at skabe noget tiltrængt liv på havnen og bidrage til udbredelsen af lokale økologiske fødevarer, er det også et integrations projekt, hvor ny ankommene flygtninge driver havnemarkedet som har åbent tirsdag til lørdag. At denne del også er en succes, mærkes tydeligt på den velvillige kundebetjening som tydeligt signalere at integrationen gennem havnemarkedet er til glæde for alle parter. Den eventuelle sprogbarriere er da kun et forløsende bidrag til øge den gode stemning – et super initiativ.
At der sker nye initiativer på havnefronten omkring Kulturbiografen i fremtiden er der ingen tvivl om. Sidesporets leder Kasper Lomholdt fortalte beredvilligt om den nye storskærm der er opsat på biografens bagside ud til parkeringspladsen, beregnet til at vise kommende sportsbegivenheder. Lur mig om man ikke også finder yderligere anvendelse til den fine skærm, når nu den er der;-)
havnemarkedet.dk kan der læses meget mere om baggrunden, hvor den nyansatte leder af markedet, Sebastian Klindt fortæller uddybende om intentionerne både med hensyn til integration, men også omkring udbredelsen af økologi og bæredygtighed gennem aktiviteterne på havnen.
Den daglige åbningstid kunne man håbe vinder indpas i indkøbsvanerne, så turen lige lægges forbi havnemarkedet inden de øvrige indkøb.

Sebastian Klindt skriver på havnemarkedet.dk : Mit mål er, at folk bliver opmærksomme på, at Havnemarkedet er et spændende sted, som er værd at besøge alle dage. Vi skal have en god stemning, hvor folk føler sig godt tilpas.

This slideshow requires JavaScript.

One thought on “Holbæk Havnemarked

Comments are closed.