Voresbøger.dk – En bogrejse
Voresbøger.dk er resultatet af et langt livs bogkærlighed.
Jeg har samlet bøger siden jeg kunne læse (og det er efterhånden et godt stykke tid siden).
Efter tilbagetrækning fra det tidsrøvende arbejdsliv, så vi pludselig at vi var indehavere af nogle tusinde bøger, hvor vi syntes det var på tide at skille os af med en hel del af dem og kun beholde dem der kan genlæses eller har affektionsværdi.
Salget gik over al forventning så jeg lavede voresbøger.dk
Hvad jeg ikke helt havde taget helt højde for under oprydningen var, at det at være bog-jæger/nørd tilsyneladende lå dybt i mit DNA efter mange års samlen – alt for dybt – at det er uundgåeligt der stadig kommer lidt nyt til.



Du er velkommen til at komme og kigge bøger!
Med bøger kan man godt have det sådan, at de er rare at have i hånden – og når man kigger, ser man jo ofte noget man ikke lige har tænkt på. Desuden har vi en del som ikke lige er kommet på voresbøger.dk.
Vi har en del bog-mennesker som kommer og bruger en times tid i bogsamlingen og det er rigtig hyggeligt. Det kræver kun at vi aftaler et tidspunkt.
Min vej ud i bøgernes verden.

Indtil ca.1990 var min interesse kun som læser/samler, men da jeg der begyndte at handle med antikviteter og indbo, sagde det næsten sig selv at der også skulle være bøger og da vi lukkede forretningen i 2004, solgte jeg 12000 bøger til et antikvariat i Svendborg.
Efterfølgende har jeg så indtil jeg blev pensionist ordnet bogafdelingen for en antikvitetshandler som havde rigtig mange bøger – og det betød jo ikke at vores egen samling blev mindre.
At jeg holder meget af bøger er éen ting, men jeg holder også af bog-mennesker der oftest er både rare og behagelige at tale med, så den del er bestemt en vigtig del af pensionisttilværelsen.
Vi har ikke “alt muligt” i reolerne.
Vi samler kun på bøger inden for vores interesse, selv om der selvfølgelig kan snige sig lidt andre gode bøger med i farten.
I mit tidligere virke har jeg brugt en del år på alternativ medicin og filosofi. Haft en Biodynamisk helsekost, taget uddannelse både som homøopat og hos en læremester, haft klinik og været konsulent for et par firmaer indtil skæbnen ville at jeg blev handlende ud i antikviteter.
Derfor er det formentlig også, at de lidt alternative bøger fylder en hel del i vores hjem.


Kunstbøger og bøger om antikviteter og design fylder naturligt også en del, da det har været min beskæftigelse i 30 år.
Jeg har altid været ivrig tegneserielæser med en større samling som nu er blevet væsentlig indskrænket, men tegneserier vil jeg altid kigge efter – sund og afslappende læsning er det, hvor min egen samling nu overvejende er koncentreret om nogle få favoritter og resten vil jeg gerne afhænde.
Historie er i min verden ret vigtig, så det har vi også en del af.
Onde tunger kunne påstå at vi er ved at blive historieløse, hvor den historiske viden ofte er baseret på nogle tilfældige Google opslag og egentlig historisk fornemmelse er blevet en diffus størrelse hvor paratviden er ikke -eksisterende – og her er bøger efter min ringe mening et must.

Bøger ser jeg som en vigtig modvægt til tidens strømninger af de enorme mængder af, ofte ubrugelig, mangelfuld eller overfladisk information.
Mange unge mennesker kender alle navnene på brands, skuespillere og influencere – men ikke de mest almindelige forekomster i vores natur og miljø.
At der er nogle helt klare og sunde fordele ved læsning som for eksempel en stimulering af fantasien og evnen til at danne egne indre billeder – ud over den helt åbenlyse anti-stress faktor.
De mange forskellige medier hvor vi (og ikke mindst de stakkels unge mennesker) bliver præsenteret for færdige billeder i en lind strøm, må i min verden også betyde at vores evne til selv at danne billeder og opøve en levende fantasi, forsvinder tilsvarende.
De fleste kender det med at når vi ser filmen, ofte finder bogen (vores egne billeder) langt bedre, er vist et eksempel på det.